Vi tilbyder en spændende, grundig og samtidig alsidig elevuddannelse inden for lagerområdet.
Lageroperatøruddannelsen er en 2½-årig uddannelse, hvor du både er på skole og i praktik på vores lager i Herning.
Arbejdet som lageroperatør på vores lager i Herning er selvstændigt og afvekslende, så hvis du kunne tænke dig en uddannelse i en virksomhed, hvor vi tilbyder sikker opbevaring, håndtering og forsendelse af kundernes gods direkte fra vores lagerhoteller, så kan vi tilbyde dig en hverdag med selvstændigt arbejde og ansvar og hvor der ikke er to dage, der er ens.
Du får løn under hele uddannelsesforløbet – også i skoleperioderne.
Du kan blive lageroperatørelev på vores lager i Herning.
I løbet af den tid du er i lære hos os, skal du på 30 ugers skoleophold på den nærmeste erhvervsskole, hvor du skal tage kørekort, lære om lagerøkonomi, IT-lagerstyring og logistik. Desuden skal du lære om samarbejde, arbejdsmiljø, ergonomi og sundhed så du kan være med til at sikre, at vi i Scan Global Logistics har fokus på at undgå arbejdsskader, og at alle medarbejdere ved, hvordan vi passer på os selv og hinanden.
Når du så er tilbage i praktik i virksomheden, bliver du oplært og får lov til at bruge alt det, du har lært på skolen. Du kommer for eksempel til at bruge din viden om it-systemer til at arbejde med vores lagerstyringssystem, WMS.
I praktikperioden kommer du også til at arbejde med mange andre ting og du vil stifte bekendtskab med alle former for praktisk arbejde i en lagerfunktion, der blandt andet består i at modtage, registrere, pakke og emballere vores gods, inden du læsser det på lastbiler.
Kort sagt skal du lære at organisere forløbet fra varen kommer ind på lageret og sikre at varerne effektivt kan ekspederes videre eller placeres på rette sted på lageret.
Uddannelsen afsluttes med en svendeprøve og når den er bestået, kan du kalde dig lageroperatør.
Som uddannet lageroperatør kan du få job på godsterminaler, lagerhoteller, i engros-virksomheder, store og mellemstore virksomheder, stormagasiner, supermarkeder og mange flere steder, men vi ved hvilken god uddannelse vores elever har fået hos os, så vi vil, så vidt det er muligt, gerne tilbyde ansættelse efter endt uddannelse.
Det betyder, at der er gode muligheder for at få et spændende job hos os, når du er færdiguddannet efter 2½ år.
For at kunne starte som lageroperatørelev skal du først have bestået grundforløbet, som du kan tage på de fleste erhvervsskoler i Danmark.
Grundforløbet er delt op i to: Grundforløb 1 (GF1) og Grundforløb 2 (GF2), der hver især varer 20 uger.
Dit uddannelsesforløb hos os vil se forskelligt ud alt efter din baggrund.
HVIS DU KOMMER DIREKTE FRA 9. ELLER 10. KLASSE
Hvis du kommer direkte fra 9. eller 10. klasse, eller hvis du er gået ud af enten 9. eller 10. klasse inden for det seneste år, skal du starte på GF1 og derefter skal du tage GF2. Det vil sige, at du totalt set kommer til at skulle have 40 ugers grundforløb, inden du kan starte på lageroperatør-uddannelsen hos os.
HVIS DU ER UNDER 25 ÅR
Hvis du er under 25 år og har afsluttet 9. eller 10. klasse for mere end 1 år siden, skal du starte på GF2. Du skal altså kun have 20 ugers grundforløb, inden du kan starte som lageroperatørelev.
HVIS DU ER OVER 25 ÅR
Når du er over 25 år, skal du vedlægge en realkompetencevurdering (RKV) til din voksenelev-ansøgning. For at få lavet en RKV skal du kontakte din lokale erhvervsskole, der vil vurdere om der er en del af uddannelsen, du kan få merit for, fordi du har andre kompetencer. Husk at vedlægge din RKV til din ansøgning.
Længden af din uddannelse kan variere afhængig af resultatet af din realkompetencevurdering.
Lager- og logistikuddannelsen passer til dig der har en god ordenssans og er god til at samarbejde med andre. Derudover skal du have en god fysik, da hverdagen på et lager er meget praktisk.
Ønsker du en afvekslende hverdag og har du lyst til at få en seriøs uddannelse inden for lagerdrift, så søg en af vores ledige elevstillinger i dag.